Camilla Didia-Hansen

Om Camilla Didia-Hansen

Terapi og rådgivning hos mig

Det kan være svært og sårbart, at skulle tale med et fremmed menneske. Og de første skridt henimod samtalen kan føles tunge. Det forstår jeg godt. Jeg vil gerne skabe et hyggeligt og roligt rum, som du kan træde ind i med hele dig. Lige præcis som du er.

Vi sætter sammen retningen for samtalen og det er vigtigt at behandlingen foregår i dit tempo. Jeg vil tjekke ind hos dig undervejs i forløbet, for at være sikker på, at terapien er givende og meningsfuld for dig.

Jeg har en helhedsorienteret tilgang, hvor jeg trækker på en bred vifte af værktøjer og metoder, for bedst muligt at tilpasse terapien og samtalerne til dine behov og ønsker.
Min tilgang er grundlæggende psykodynamisk, hvor vi sammen udforsker ubevidste tanker og arbejder på at forstå dybere lag af din personlighed og dine relationer. Jeg benytter også kognitionspsykologien, hvor særligt tanke- og adfærdsmønstre udforskes. Jeg tilbyder et rum for, at du kan arbejde med din indre kritiker og selvomsorgen – for at du kan udvikle dig i en retning der er meningsfuld for dig. Derudover anvender jeg min erfaring inden for yogaen og den mindfulness-baserede tilgang, hvor vejrtrækning, tanker og kropsligt nærvær inddrages som vigtige fokusområder i arbejdet mod helbredelse og sundhed. 

Intet er for småt at tage med i terapien, og du er meget velkommen til at komme med det, som har betydning for dig, for så har det også betydning for din sundhed og udvikling.

Hos mig er du velkommen som du er.

Undervejs i samtalen anvender jeg som udgangspunkt ikke noter, hvilket hjælper til at jeg kan være mere nærværende og opmærksom i samtalen. I stedet benytter jeg ofte tavlen, som et hjælpsomt værktøj til at skabe overblik og visualisering.  

(+45) 61 99 23 43
engladkrop@gmail.com
Book tid